INVESTERINGSTILSAGN
Det har SPEAS investeret i:
Pr. 30. april 2010 udgjorde SPEAS' samlede investeringer gennem private equity fonde samt resttilsagn til private equity fonde i alt DKK 885 mio., svarende til 111% af egenkapitalen og 69% af SPEAS' samlede tilsagnskapacitet inkl. mertilsagnsmuligheden.
Mertilsagnsmuligheden udgør 60% af egenkapitalen.
Investeringstilsagnene er afgivet til følgende private equity fonde:
EQT V
EQT som er en førende europæisk private equity fond med kontorer i København, Stockholm, Helsinki, München, Frankfurt og Hong Kong. I Danmark har EQT bl.a. investeret i ISS, BTX og International Health Insurance (IHI). EQT V blev etableret med et samlet tilsagn på EUR 4,25 mia. EQT V forventer som udgangspunkt at investere EUR 100-500 mio. pr. selskab, og vil i lighed med den foregående fond EQT IV fokusere på kontrollerende andele i højkvalitetsvirksomheder med en stærk markedsposition og tydelige konkurrencefordele samt betydeligt vækstpotentiale, og hvor EQT V sammen med virksomhedens ledelse kan være en yderligere katalysator til virksomhedens fortsatte udvikling. Fondens geografiske fokus vil primært være Danmark, Finland, Norge, Sverige og Tyskland. For nærmere information om EQT, henvises til hjemmesiden www.eqt.se Industri Kapital 2007 Industri Kapital er et europæisk private equity selskab med kontorer i Stockholm, Hamborg, London og Paris. I Danmark har Industri Kapital bl.a. investeret i Kwintet a/s og Superfos a/s. Industri Kapital 2007 blev etableret med et samlet tilsagn på EUR 1,7 mia. IK 2007 forventer som udgangspunkt at investere EUR 50-150 mio. pr. selskab og vil i lighed med de foregående Industri Kapital fonde gennemføre majoritetsinvesteringer i mellemstore virksomheder med en stærk markedsposition. Fondens geografiske fokus vil primært være Sverige, Finland, Norge, Danmark, Benelux, Frankrig og Tyskland. For nærmere information om Industri Kapital, henvises til hjemmesiden www.industrikapital.com
Litorina Kapital III Litorina Kapital er et svensk private equity selskab med kontor i Stockholm. Litorina Kapital III forventer som udgangspunkt at investere SEK 50-150 mio. pr. selskab og vil i lighed med den foregående Litorina Kapital fond gennemføre majoritetsinvesteringer i små og mellemstore virksomheder med en stærk markedsposition. Fondens geografiske fokus vil primært være Sverige. Litorina Kapital III blev etableret med et samlet tilsagn på SEK 1,4 mia. For nærmere information om Litorina Kapital, henvises til hjemmesiden www.litorina.se
Apax Europe VII
Apax Partners er et globalt private equity selskab med kontorer i London, New York, München, Madrid, Milan, Stockholm, Tel Aviv, Mumbai og Hong Kong. Apax Europe VII forventes som udgangspunkt investeret i veletablerede selskaber inden for fem vækstsektorer: Tech & Telecom, Retail & Consumer, Media, Healthcare og Financial & Business Services. Fondens geografiske fokus er Europa og størstedelen af selskaberne forventes at have en værdi på EUR 1-5 mia. (på gældfri basis). Apax Europe VII blev etableret med et samlet tilsagn på EUR 11 mia. For nærmere information om Apax Partners, henvises til hjemmesiden www.apax.com
Herkules PE Fund III
Herkules Capital (tidligere FERD Equity Partners) er et norsk private equity selskab med kontor i Oslo. Herkules Capital blev etableret i 2004 og har siden forvaltet to norsk/nordiske fonde med samlede tilsagn på mere end NOK 6 mia. Herkules Private Equity Fund III har ikke et specifikt branchefokus, men følger nogle brancher med særlig interesse herunder olie-/offshore services, healthcare, konsumentvarer, handel, telekommunikation og generelle services. Herkules Private Equity Fund III vil undgå råvareintensive og cykliske industrier. Fondens geografiske fokus er Norge/Norden, og størstedelen af selskaberne forventes at have en værdi på NOK 250-2.500 mio. (på gældfri basis). Herkules Private Equity Fund III blev etableret med et samlet tilsagn på NOK 6 mia.
|
